"Evakueret med katte"

Af Helle Høybye Andersen, "of Magicat" Burmeseropdræt.

Den 3. november 2004 skete det som ikke måtte ske, og som jeg havde håbet at jeg aldrig kom til at opleve. N. P. Johnsens Fyrværkerilager sprang i luften. Og min familie og jeg blev evakueret med vores katte.

1. Dag

Jeg kom heldigvis tidligt hjem fra arbejde den dag. Min store datter på 13 var kommet hjem fra skole og hun var lidt forvirret og bange. Fra vores stuevinduer kunne vi se fyrværkeriet, som fyrede af, af sig selv. Vi fulgte forløbet på radio og TV, og vi hørte også at vejene omkring området blev evakueret. På dette tidspunkt stolede vi på at beredskabet havde styr på situationen og at ilden var under kontrol, men hvem kunne vide at dette ville udvikle sig til den største katastrofe i Danmark siden krigen.

Kattene lod sig tilsyneladende ikke bemærke med bragene fra området. Der var jo heller ikke rigtig fare på færde.

Ved 14-15 tiden lød der højere brag derfra. Stadig lod kattene sig ikke mærke af det.

Vores familie blev efterhånden samlet. Hjem fra arbejde og skole. Og det var ved at være tid til aftensmad. Stadig med radio tændt satte vi os til bords. Vi havde nu hørt at nogle af nabo-vejene i nærheden af os var blevet evakueret. Vi ventede på, at vores gade blev nævnt, men Skovlundvej og Bjergbyvej blev ikke nævnt. De havde vel ilden under kontrol nu!

Eksplosinen!

Kl. 17.45 lød den største eksplosion man kan forstille sig. Et ubeskriveligt højt brag efterfulgt af en kæmpe trykbølge, som rystede vores huset i sin grundvold. Og i sekunderne efter dette gik tingene bare så hurtigt. Alt skete bare på en gang. Vi sprang alle op fra middagsbordet med vores mad på tallerknerne, som stadig stod der, da vi vendte hjem efter 4 dage. Huset rystede stadig efter nr. 2 trykbølge, og loftet i stuen faldt ned så støv og rockwool og loftsbrædder fyldte stuen. Og strømmen gik. Jeg kæmpede mig hen til vinduet i stuen og så den kæmpe paddehattesky og flammer op mod himlen. Samtidig drejede jeg rundt om mig selv i forvirring og frygt, for os og for kattene. Jens, min bedre halvdel trak mig og børnene væk fra vinduet og fik sagt at, nu skulle vi altså af sted.
Børnene fik hurtigt overtøj på, men jeg løb forvirret rundt og forsøgte at finde kattene. De var alle forsvundet fra liggepladserne rundt omkring, ingen kunne jeg finde. I min forvirring fandt jeg dog en transportkasse som jeg trods alt huskede, stod i Olivers værelse, men der var ingen katte at komme i den.
Jeg proklamerede til Jens, at jeg ikke forlod huset uden mine katte, mens jeg løb forvildet rundt fra sted til sted hvor kattene plejer at ligge. Kun Skylark med sine 3 uger gamle killinger fik vi sat en låge for og sat ud i bilen. Midt i al forvirringen havde jeg dog ubevidst registreret hvilke skader vores hus i alt fald IKKE havde fået; alle vinduer havde holdt til trykbølgen, dvs. ingen knuste ruder. Det nedfaldne loft i stuen udgjorde ikke nogen risiko for kattene og de ville heller ikke kunne komme ud den vej. Diggy, min hankat var forsvundet, men jeg vidste bare instinktivt at han havde søgt ly bag vaskemaskinen. Blossoms killinger, som boede i soveværelset, kunne vi tage med, men vi kunne ikke få fat i Blossom. Hun var under sengen og vi havde ikke mere tid, vi måtte af sted. Det var faren for os selv og for børnene, der nu kom i første række. Hvor svært det end er, at tage den beslutning, så var og er det den rigtige beslutning, at få børnene og os selv væk fra faren, som stadig var overhængende på det tidspunkt.

Børnene, Sarah på dengang 13, Oliver på 10 og Melissa på 2 sad allerede ude i bilen. Oliver, som ellers var den af dem, som havde taget tingene med sindsro (som han altid gør), blev nu trøstet af sin storesøster Sarah. Melissa var alt for lille til at fatte tingenes alvor, hun var glad bare hun fik sine tøjdyr med.

Jeg fattede først nu alvoren, da jeg kom ud af døren. Det regnede ned med stykker af mursten, tagplader, brændende isolering og fyrværkeri. Jeg kiggede nervøst på vores græsplæne, som mange steder ulmede og småbrændte af tingene som brændte videre i græsset. Kunne det mon antænde mere end bare græsset og kunne det antænde huset?

Jeg rystede over hele kroppen, da vi bakkede ud af indkørslen. Jeg prøvede at berolige børnene, og mig selv. Hvorfor sker sådan noget lige for os?

Det regnede stadig ned med ting efter eksplosionen, ned på bilen, så vi kunne høre det på taget.

Vi fik ingenting med, kun de tøj vi gik og stod i, og Skylark og hendes killinger. Jeg havde grebet min taske, med pung og mobiltelefon i farten og Jens havde hurtigt sikret sig at komfuret var slukket.

Vi var langt fra de eneste som nu var på vej væk. Da vi kom udenfor området ringede jeg til mine forældre og sagde, at vi altså var på vej. Et par km fra Seest blev man ramt af det uvirkelige. Er det virkelig sket? Hvordan kunne det ske? Mange tanker går gennem hovedet på én.

Jens drejede ind ved Fakta. Praktisk som han er, han skulle jo købe tandbørster og bleer til Melissa. Mens han gik ind i butikken sad jeg lidt og rystede i chok, da jeg vågnede op til dåd, og gik derind også. Jeg skulle jo have kattegrus og foder til Skylark. Whiskas tørkost, men det var kattemad. Bare lige så vi kunne klare os til i morgen hvor vi selvfølgelig skulle hjem igen…

Mine forældre tog imod i døren da vi nåede derud. Og idet jeg træder ind af døren, bryder jeg helt sammen. Jeg græder over at jeg havde måttet efterlade mine katte!

Jeg kunne ingenting spise og jeg kunne ikke sove om natten.

2. Dag

Næste formiddag skulle vi til informationsmøde på en skole. Der forsøgte vi at få en politimand til at forstå, at det altså var vigtigt, at vi kunne få lov til at komme ind og hente kattene. Men nej. Jeg var rimeligt chokeret. Jeg blev interviewet til TV2, for jeg havde også set et par, som netop havde fået at vide at deres hus enten var nedbrændt eller totalskadet. Jeg følte med dem, og det kunne man vist også se på mig, da jeg blev filmet til nyhederne. Hvad man ikke så var, at jeg begræd, at jeg ikke havde fået mine katte med ud.

Jens og jeg prøvede hele dagen at komme ind til vores hus, men hele området var spærret af. Civilforsvaret patruljerede hele området og ingen havde adgang, heller ikke os som boede der. Lageret og de omkringliggende huse brændte så vidt vi var informeret stadig. Hele dagen forsøgte vi at få vagterne til at forstå, at det var vigtigt, at komme ind og hente dem. Først ved 18 tiden fik Jens fat i en fra politihjemmeværnet, som forstod hvad det var Jens ville. Måske hjalp det, at Jens kraftigt havde pointeret at det drejede sig om racekatte var af store værdi. I alt fald for mig, nærmest uerstattelige!

Jens blev så kørt i politibil ned til vores hus for at hente kattene. Politimanden stod i trippede i entréen, mens Jens fandt den transportkasse, som jeg havde fundet frem, og kom 4 voksne katte i den, og Blossom puttede han ind til killingerne og satte lågen for. Meget praktisk at vi bruger store transportkasser som fødekasser. Diggy, vores hankat kunne vi ikke tage med, men igen havde vi vurderet, at faren var drevet over, og at han nok skulle klare sig med det ekstra foder og ekstra vand som Jens nåede at give ham. Diggy kan åbne skabet, hvor vores vasketøj er, og det havde han gjort, og havde lagt sig til at sove der.

Jens sagde godt nok, at det så lidt mærkeligt ud ved Blossom, og da jeg fik hende og killingerne pakket ud ude hos mine forældre, fandt jeg ud af hvorfor. En af hendes killinger havde skrantet lidt inden alt dette skete. Jeg havde ikke helt kunne sætte en finger på, hvad der havde været galt med den. Alt hvad der var tilbage af denne killing var en pote. Ret uhyggeligt at pakke transportkassen ud af tæppet og finde det. Hurtigt fik jeg kasseret underlaget i bunden af kassen, og min mor fandt mere gammelt sengetøj til at lægge i stedet for. Om killingen havde været død af sig selv og hun derefter havde spist den eller om Blossom havde dræbt den, vil jeg aldrig finde ud af. I alt fald er det et instinkt, at moderdyret eliminerer den svage, den som sinker de andre, for at redde resten af flokken, og i øvrigt sletter hun sine spor ved fare, som kan være andre rovdyr. Så jeg beklagede kun at killingen var død, og ikke at hun selv havde fjernet den, selvom det var grusomt at finde ud af det. Det var bare endnu en traumatisk oplevelse oveni alt det andet.

Vi fik alle kattene installeret på det værelse hvor jeg skulle sove, hvilket var spisestuen. Nu skal det lige siges at mine forældres hjem bestemt ikke er indrettet til katte. Bordet er lakeret mahogni og stolene er med fint gobelinstof, som egner sig fortrinligt til et hvæsse kløer i. De første timer var kattene meget stille, så gik de på opdagelse. Bordet fik vi hurtigt lagt et stræklagen henover, så de ikke kunne ridse det med kløerne, når de sprang op på det. Gulvtæppet virkede mærkeligt for dem at gå på, de var jo vant til trægulve. Deres kløer sad fast når de gik. Vindueskarmen blev hurtigt ryddet, ellers ville den blive det helt automatisk. De fine lysestager fik hurtigt en ny plads inde i stuen i stedet. Og de fandt hurtigt en... potteplante, en ”pletter i luften”, som åbenbart smager ret godt. Dette, og så at de nu fik noget foder, som var væsentligt anderledes end det de var vant til, gjorde, at de, en for en, kastede op. På stolesæderne, på gulvtæppet, og, ja i en skål som jeg hurtigt nåede at få sat hen foran Sahiba, da jeg kunne høre at hun skulle til at kaste sin mad eller ”pletter i luften” op. Og inden det blev til ”pletter på gulvtæppet” i stedet!

Jeg sov ikke godt den nat, men dog bedre end natten før, hvor kattene ikke var hos mig. Jeg skulle jo finde ud af hvordan de havde det. De var meget stille, og puttede sig tæt til mig om natten, så jeg hverken kunne vende mig, strække mine ben eller få plads på min hovedpude, men mine katte var hos mig.

3. Dag

Først nu kunne jeg igen spise noget, nu var kattene i sikkerhed. Og nu da jeg havde fået mine katte var det vigtigste punkt på dagsordenen; Hvornår kunne vi komme ind i vores hus igen?
Jeg forsøgte at ringe til mine nærmeste venner som sendte sms’er og ringede. Jeg brugte temmelig meget af min dyrebare strøm på min mobiltelefon til at snakke med venner og bekendte, som skulle høre hvordan vi havde det, men alt det varmede. Der var folk som tænkte på os, og på den vanskelige situation vi var havnet i. Og alle kattevennerne ville høre hvordan det gik med kattene og om der var noget som de kunne hjælpe med. Det var også hurtigt rygtes i katte-kredse, at jeg ikke havde fået kattene med ud. Og som bekendt bliver en fjer let til 5 høns. Jeg hørte selv rygter om at kattene løb forvildet rundt og vores hus var jævnet med jorden. Jeg ringede til Marina, som er min bedste katte-veninde, for kattevenner så langt som fra Tyskland ringede til hende og spurgte til mig, da de ikke kunne ringe mig op. Så måtte hun jo fortælle videre at vi og kattene havde det godt, og at det ikke stod helt så slemt til.

Fredag aften da jeg skulle sove var kattene meget urolige. Jeg ved ikke om der er et eller andet psykologisk i det. Men det virkede som om det chok som kattene havde fået, nu havde foretaget sig, og at de nu havde fundet ud af at de var et andet sted. Det tog faktisk 1½ time at få dem beroliget, så vi kunne falde i søvn.

4. Dag

Først lørdag aften fik vi lov at komme ind til vores hus. Der på køkkenbordet stod vores aftensmad fra om onsdagen. Stuen flød med isolering og loftsbrædder. Alt var dækket at et tykt lag støv og der var bidende koldt i hele huset. Vores hus havde garanteret været det bedst bevogtede hus i hele Danmark, idet civilforsvaret havde slået lejr i vores indkørsel.

Hjemme igen

Det første jeg gjorde var at gå ud til Diggy i bryggerset. Jeg kaldte på ham, og skabsdøren går op og ud kommer Diggy lidt søvndrukken, og hilser på mig. Han havde masser af mad og vand. Faktisk virker han som den som egentlig har haft det bedst under alt dette. Han har ligget der hvor han altid ligger og han har haft ro omkring sig.

Håndværkere i huset

Nu gjaldt det bare om at se fremad, og de næste par måneder har vi haft håndværkere i huset. Tømrere, murere, maler og elektriker har vi haft besøg af. Det er i sig selv en stressende periode, når man har mange i huset, som ikke må komme ud. Alle håndværkere har fået nøje instrukser om hvilke døre de måtte åbne og hvilke de absolut ikke måtte åbne. Nogle har startet med at sige, at det skam ikke gjorde noget at kattene var der, men for min sjælefreds skyld valgte vi at lukke dem væk. Pga. af at loftet var faldet ned og dermed skadet trægulvet i stuen kunne vi ikke bruge stuen i ca. 14 dage. Dvs. hele den del af huset måtte lukkes af, og dermed boede vi og kattene på ca. 50-60 m3. Aftnerne foran tv’et foregiv i vores seng og Sarah måtte have Skylark og hendes killinger på sit værelse, for at de ikke skulle lukkes ind i små rum med resten af kattene, og der var mere ro, end i værelserne, der var tættere på der hvor håndværkerne arbejdede. Blossom og hendes killinger nød, at vi var hos dem så meget. Og hendes killinger blev meget præget på os i den periode.

Efterspil

I skrivende stund har vi stadig nogle ting som skal repareres, og vi er ikke enige med forsikringsselskabet om en mur som er blevet skæv. Men stort set er vi kommet helskindet igennem det hele.

Det mærkelige er at jeg først bagefter føler jeg og min familie virkelig var i fare. Det sætter nogle tanker i gang hos én. Hvordan reagerer jeg egentlig i en krisesituation?

Jeg vil slutte med at sige tak til alle dem som har tænkt på os og kattene, da det var allerværst. Tak til dem som har spurgt til hvordan det går. Ikke kun nære kattevenner har været der og tilbudt deres hjalp, men også katte-folk som jeg bare hilser på udstillinger, har spurgt til os, huset og kattene. Den medfølelse og deltagelse som jeg har mødt varmer, og jeg vil hermed gerne sige tak for det.