Racebeskrivelse for Whippet

En whippet er en mellemstor hund af mynderacen. Det er den mest populære af mynderne.

Den har et kærligt og hengivent væsen, og den er meget knyttet til sin ejer. Den er rolig og afbalanceret når den er indenfor. Når den kommer udenfor så skal der fart på. Nogen beskriver det som om den kun har 2 gear; liggende i sofaen eller i fuld fart...

Hjemme hos os kalder de 2 egenskaber for

Prinsessehunden

Whippets elsker varme og bløde liggepladser. Den vil altid søge den blødeste pude og den varmeste solplet. Hvis der ligger en lille pude vil en whippet altid ligge sig på den med så meget af kroppen som muligt.

En whippet er en lidt doven og magelig hund, som hygger sig med sin familie, og de kan ikke komme tæt nok på. Den vil følge dig rundt omkring i huset.

Whippets elsker at sidde rundt om sine mennesker i sofaen foran tv'et om aftenen. Men det bedste den ved er, at sidde på skødet...!
Andre mynde-folk betragter whippets som lidt dovne og ugidelige. Men hvis man selv er i stand til at slappe og nyder samværet med andre og med sin/e hund/e, så er en whippet perfekt.
Samtidig er en whippet tilpas handy i størrelsen at man kan tage den med at fleste steder hen. Den gør ikke meget væsen af sig fremmede steder, og også her finder den hurtigt en god og varm liggeplads. Whippets ser lige nye mennesker an, og når det så er gjort så kan den slappe af igen, og hellige sig sin yndlingsbeskæftigelse, nemlig at sove...ofte på ryggen og benene lige i vejret. Det er en typisk whippet liggestilling. Men tag ikke fejl, den er stadig helt bevidst om hvor dens ejer er, og er klar lige så snart han/han rejser sig op.

Racerhunden

En whippet er en væddeløbshund. Den er bygget til fart og med masser af styrke. Dens krop er strømlinet, aerodynamisk og smidig, og benene er stærke. Den har udviklede muskler til løb og til at kunne skifte retning hurtigt. Den kan skyde en fart på op til 60 km/t.

En whippet er en sighthound, som jager med synet. Den vil altid reagerer og sætte efter bytte som bevæger sig, og den kan snildt løbe en hare op. Det er en af grundene til, at man ikke slipper sin whippet løs, med mindre man har HELT styr på den, og kan kalde den til sig. Tidligere var det forbudt at slippe mynder løs af samme grund.

Mange tror, at fordi en whippet er bygget til at løbe, at så skal den også have meget motion, men det passer ikke. Faktum er, at hvis en whippet får lov til at løbe én gang om dagen, minimum et par gange om ugen, så kræver den kun småture for at få dækket sit behov for motion. Men din whippet vil under alle omstændigheder nyde at komme ud i naturen, og opleve alle duftene, og evt. hilse på andre hunde.

For bedre at tilgodese myndernes behov for at løbe, er man de senere år begyndt at afholde Lure Coursing i Danmark. Det er en slags bane, hvor man ved hjælp af en motor trækker en kunstig hare, i form af plastikstrimler over en bane, hvor myndernes naturlige jagtinstinkt bliver vækket, og den vil løbe efter denne "hare", og prøve at fange den. Hundene løber enkeltvis eller 2 sammen. Hvis de løber 2 sammen skal de bære løbsmaske.

Lure Coursing er hurtigt blevet meget populært blandt mynde-folk, og der bliver flere og flere danske mynder som får certifikat til løb. Der bliver afholdt træning i Lure Coursing både på Sjælland og i Jylland. Se her for flere oplysninger.

I Danmark bliver der kun afholdt egentlige hundevæddeløb på Kallerupbanen på Sjælland.

En whippet behøver ikke meget motion, selvom den ser sådan ud. En Whippet har dog behov for at strække rigtigt ud en gang imellem.

© Ofmagicat;